Jesus f… christ hvor går tiden stærkt, ja pardon mit fransk. Jeg har jo lige født min lille pige, jeg er jo lige kommet hjem fra hospitalet fuldstændig udmattet af både søvnmangel og lykke i én stor pærevælling, med kanonkugler til babser og med morgenhår der ligner jeg har løbet marathon i modvind. Eller har jeg? Er der virkelig gået 2 år og cirkus 3 måneder? Hvor blev tiden af, hvem snuppede den, sig det så! Jeg får sådan lidt et chok hver gang jeg tænker på det…

Nåmen anyways… Så går det hele jo nok. For selvom jeg absolut ikke har det der ligner en hukommelse som en elefant (nok nærmere som et dørhåndtag) så kan jeg faktisk huske langt det meste fra hun blev født til nu.

Det der med at skrue forventningerne OP for sig selv…. Overskuds-mor? Hell yeah! Eller noget…

Da jeg fødte hende der sagde jeg til mig selv (og Cengiz): “Vi skal huske at lave barnets bog, at gemme hver en ting fra hende, at notere datoer for hver gang hun gør noget for første gang, osv” Jeg sagde også “selvom hun er en pige, så skal hun altså ikke kun gå i lyserød!” – and would ya look at this…. Barnets bog, den (nej DE, købte da naturligvis TO stk og fik en i gave, intet mindre)  ligger stadig og samler støv i skabet. Måske har jeg noteret hendes fødselsdato, kradset over, fordi jeg kom til at skrive forkert først. Jeg kan ikke præcist fortælle hvornår hun kravlede, jeg kan muligvis se det hvis jeg går mine billeder og videoer igennem (det tæller, gør det ikk’?), og jeg kan heller ikke fortælle dig hvornår hun fik sin første tand, jeg kan dog huske der vistnok kom 2 i undermunden, og at efterfølgende gik der hvidhaj i den, og hun fik sådan 4-5 stykker på en gang. But that’s about it… Jeg har måske noteret det et sted, i dont know. Kigger jeg hendes tøjskab igennem, er det også ret tydeligt at kødpølse-farvet og fesen rosa går igen mere end 500 gange. Det skete altså.

Og ved i hvad? Det er helt okay… Det er det altså. Engang stressede jeg over det, indrømmet. Jeg ville gerne være hende overskudmoren der havde alt sorteret i farve-orden, og farveblyanter der lå i regnbuefarver, lagt i pastel-farvet æske der ikke havde en skramme, med et barn klædt i overskuds-beige (jeg f… elsker beige, okay.) og som havde billeder af hende sorteret i mapper på min tlf, én for hver måned, og måske endda 2 barnets bog, en til hende når hun blev ældre, og en til mig. Shit, det ville jeg gerne. Sådan blev det bare ikke, og det har jeg det ganske cool med NU. Jeg er en mor med stort M, jeg har givet min sjæl til den lille madame, og jeg ville, uden at blinke med øjnene, forære hende stjernerne og månen hvis jeg kunne. Det er vel i bund og grund det det handler om, ikk’? Kærlighed, at imødekomme og omfavne sit lille væsen. Jeg er nok ikke den klassiske mor, det indrømmer jeg gerne. Vi tager tingene stille og roligt, på trods af en stresset hverdag, og har forlængst fundet melodien i vores lille familie. Cengiz og jeg er ikke altid enige om hvordan tingene skal gøres, men vi finder altid ud af det alligevel. Vi supplerer hinanden perfekt.

Jeg havde så høje forventinger til mig selv da jeg fødte Alba, og skal jeg være helt ærlig, så har jeg faktisk overgået dem – bare på andre ting end jeg regnede med. Jeg er en kvinde med mange titler: “Kone”, “Chef”, og “Mor” er nogle af dem, og intet slår den sidstnævnte. Nu er den lille lort (bare rolig speltinder – det er kærligt ment, og jeg lover hun ikke kan læse endnu) begyndt at kalde mig “Stephanie” – hvem pokker har lært hende at jeg hedder dét?? 9 måneder med hende i maven, væske i hele kroppen (især hagen, fedt sted væske, fedt sted) – 28 timers veer, en fødsel uden smertelindrende, og amning i +2 år – jeg fortjener titlen MOR! Helt early engang.

Tak fordi i læste med. Hvor er det skønt at blogge igen. Det skal jeg gøre mig mere i <3