Generelt går mit liv jo, helt oprigtig talt, pisse fedt! Altså jeg kan slet ikke få armene ned over hvor fint tingene flasker sig, og hvor dejligt jeg synes tilværelsen er!

Men så er der de dage som idag… Hvor jeg bare tænker jeg skulle være blevet i min seng sammen med Alba, bygge en form for rede, og så kunne vi ellers forestille os at der ingen verden fandtes udenfor. Armish-style.

 

Vi starter dagen med at vi har et fotoshoot. Mig, Cengiz og min mor skal have taget nogle presse-billeder, og Alba skulle selvfølgelig med, dog ikke på billederne. Hun blev vaccineret igår, og jeg havde i baghovedet at vi muligvis blev nødt til at aflyse hvis hun stadig havde feber om morgenen. Dog vågnede hun sent idag (7.15) og var frisk, glad og pludrende som hun plejer! I was like “yes! den kom vi da hurtigt over den vaccine der!? Super-babyen. Bumbum” – så vi tager afsted mod butikken hvor billederne skulle tages, Alba tager formiddags-lur imens jeg tager lidt makeup på (mor-makeup om man vil, det skal gå stærkt fordi man aldrig aner hvornår den lille vågner og skal have mad og hvor meget tid man derefter så har – derfor er min makeup (as you may have noticed) utrolig sparsom fortiden, og det passer mig egentlig ganske udemærket. I like myself natural, og så’en er dét!)

Hun vågner så af sin lur, jeg har fået lagt en smule makeup, butikken er åbnet, de ansatte er mødt ind, kunderne begynder at komme – jeg tænker “1-2-3 lets go and pretend to be the modellos we feel like” – Alba har det dejligt, hun griner, pludrer og får en stor tår babs, min mor ringer, hun vrøvler et eller andet om at hendes bil er blevet taget til fange i en p-kælder, jeg forstår faktisk ikke hvad hun mener, andet end at vi skal komme hen til hende istedet. Så det gør vi. Vi får så taget lidt billeder af søde og dygtige Anthon Unger, og her begynder Alba så pludselig at få feber igen, og blive utrolig ulykkelig. Cengiz der så absolut løber med titlen som årets bedste far putter, vugger og synger for hende (yes, he’s mine, og jeg føler mig heldig hver eneste dag!). Vi bliver så ikke færdige, fordi vi beslutter hurtigt at det er for stressende for hende med min mors gøende hunde, og generelt skal hun være hjemme i trygge omgivelser når hun er sløj. Så vi tager hjem. Daddy tager i butikken, og Alba og jeg tager lidt hud-mod-hud tid med kys, kram, tryghed og kærlighed. Herfra går det bare ned af bakke for mor her… Noget der kan gøre prinsessen glad er at komme i bad, så jeg laver hendes kar klar. Alba “laver” så i badet. Grinende dog. Jeg tager hende op, skifter vandet, skyller hende, og lægger hende i igen. Hvad gør little miss sunshine så? Hun laver da i vandet igen. Jada! Den første var imponerende, men nummer to var endnu større og meget flottere. Samme procedure. Da jeg så skal tømme karet får jeg hældt for meget ud af gangen, så der er… Well, prut, på hele badeværelse-gulvet. Og i mit hår. Og på min trøje… Og i mit øjenbryn. Nuvel, det kan vaskes… På vej hen til at tage Alba op af sin skråstol glider jeg i bedste boogie-woogie stil, og slår siden af hovedet ind i en skabslåge. Super. Jeg er virkelig klodset, dog aldrig med Alba i armene. Det er somom min krop er indstillet på at være “in control” når hun er med mig. Jeg sætter mig herefter i amme-position, og har lige lavet en dejlig kop te – som jeg ligeså elegant vælter med min str. 38. Fantastisk. Somom det ikke var nok taber jeg hendes Djeco Snowball ned over foden da jeg skal rydde op, og træder i hundenes nyligt fyldte vandskål så den vælter udover stuegulvet.

 

Just. not. my. day… Men hey! Alba sover trygt her ved siden af mig, hendes temperatur er faldet lidt, og hun smiler i søvne. Så helt gal er den altså ikke. Jeg elsker hende simpelthen så højt at det nærmest er uhyggeligt. Det bedste jeg nogensinde har gjort for mig selv er at blive mor.

 

Kan i have en skøn dag?