Da jeg blev mor vidste jeg godt at jeg automatisk trådte ind i en verden hvor løftede pege-fingre, bedrevidenhed og fordomme herskede. Jeg snakker ikke om dette i forhold til mig som offentlig person, men om det hele, mor-til-mor. Er jeg den eneste der synes der er en kedelig tendens til at mødre skal hakke på hinanden, og fortælle hinanden i vrede toner hvordan de skal (SKAL?) gøre tingene for deres eget barn? Vi er alle enige om at der er forskellige måder at gøre tingene på. Ikke kun som mor, men generelt som menneske. Hvorfor kan vi så ikke også være enige om at det er okay at andre ikke gør som man selv gør, så længe det ikke skader barnet eller andre?  Jeg er i forskellige termins og mødre -grupper på facebook, og så har jeg min side Stephanie,Geggo hvor jeg ofte læser folk diskutere, og diskussion er jo på sin vis også sundt – men det ender bare så ofte ud i skænderier, pegen fingre og “du er en dårlig mor”-sætninger til hinanden. Jeg synes faktisk ikke jeg er særlig ramt personligt at negative kommentarer, og det er jeg da glad for. Jeg skal da også selv nogle gange lige hanke op, og fortælle mig selv at “sådan gør HUN. Det er det valg HUN har taget for sit barn – og det har intet med mig at gøre”.

 

Jeg elsker min mor-rolle højere end noget andet i hele verden, men jeg bliver led og ked af at læse hvordan andre mødre hakker på hinanden og får hinanden ned med nakken. Hvis en mor gør noget direkte skadeligt for sit barn, så er det selvfølgelig en helt anden sag. Eksempelvis så jeg et opslag med en der ammede sit barn, imens hun sad og røg en cigaret, og der må jeg også indrømme at jeg blev harm. Der var dog så meget hetz på hende, så meget faglig viden og gode argumenter at jeg ikke følte behov for at blande mig. Altså man skal jo ikke være på Einstein-niveau intelligens-mæssigt for at vide at dét er en dum idé. Jeg tror opslaget fik omkring 550 kommentarer, og sikkert mange flere endnu, medmindre det nu er slettet. I situationer som dén kan jeg godt forstå at man ikke kan lade være at kommentere på det – for cigaretter er, ifølge de fleste mennesker, sundhedsstyrelsen og verden generelt, direkte skadeligt for barnet.

 

 

Jeg tror bare rigtig mange kan nikke genkendende til det med at gode råd modtages med kyshånd – når der er bedt om dem. Jeg ser tit mødre i grupper lægge opslag op om et eller andet hyggeligt de foretager sig med deres barn, og tit og ofte ødelægges deres hyggestunds-billede af andre mødre der lige skal påpege noget de synes der gøres forkert og som man mener bør ændres. Det er altså så ærgerligt.

 

Det ville være så rart hvis vi alle gjorde mere plads til hinanden, og accepterede at vi alle gør vores bedste, og gør man sit bedste – så er man en god mor.