Der er rigtig mange der har spurgt ind til om jeg ammer, og hvordan det så går med det. Jeg synes ikke amning skal være så tabu-belagt, og derfor synes jeg jeg vil dele mine tanker omkring dét, her på bloggen.

Da jeg blev gravid tænkte jeg selvfølgelig på om jeg nu ville være istand til at amme mit barn. Jeg fik opereret større bryster da jeg var 18 år, et valg jeg har fortrudt i mange år, da jeg  faktisk elskede mine små naturlige bryster, og dengang tog en alt for hurtig u-overvejet beslutning. Lidt ligesom jeg gjorde med mine tatoveringer. Dem kan jeg dog, og er jeg igang med at, fjerne, babserne er det lidt anderledes med. Hvis jeg tog mine implantater ud nu, ville jeg højst sandsynligt stå med to tørre te-poser,  som en kirurg fortalte mig. Jeg blev opereret i Sverige, og jeg var glad i et par uger, hvorefter jeg fortrød så meget, og ønskede at jeg aldrig havde fået dem lavet. Især fordi jeg vågnede op med arrene i bryst-vorterne, istedet for under som der egentlig var aftalt. Bevares, de var da flotte, men jeg følte ikke de var en del af mig. Hvilket de jo i realiteten heller ikke var. Efter et par år begyndte de at kapsle. Jeg ved stadig ikke nøjagtig hvad det betyder, men det resulterede ihvertfald i at mine bryster så knap så kønne ud, og blev ret hårde. Jeg stod derfor overfor valget at fjerne implantaterne, og dermed højst sandsynligt ende med ret slappe bananer, eller få opereret dem igen. Jeg valgte det sidste. Jeg fik så også nogle fine nogle af slagsen, og som ikke sad som to hårde kugler midt i det hele, som jeg indimellem synes silikone-bryster gør, og som jeg havde frygtet. De fleste vil helst have dem så “spændt op” som muligt – fordi når nu de har købt dem, skal de fandme også ha noget for pengene! Og al respekt til dem der har det sådan. Det er bare ikke sådan jeg har det. Men det betød jo så at jeg endte med ar hele to steder. Dem i brystvorten kan slet ikke ses det mindste idag, de er SÅ pæne, heldigvis! Men når man er opereret dér er der en relativt stor chance for at mælke-kirtlerne er skåret over, og man derfor ikke er istand til at amme sit barn. Samtidig er det også uvist om man kan amme når man bare har gennemgået en brystforstørrende operation, skåret i brystvorten eller ej, og derfor var der altså dobbelt-chance for at jeg ikke kunne amme.

Jeg havde 3 ønsker til at føde mit barn: Jeg ville gerne føde naturligt. Jeg ville gerne føde uden smertestillende og jeg ville gerne kunne amme hende fuldt ud.

Og jeg er så heldig at alle 3 blev opfyldt! Jeg ammer fuldt ud, og jeg elsker det. Det er simpelthen det hyggeligste og mest naturlige i hele verden at give mit barn mad på denne måde, selvom hun er en lille grov-æder og jeg ammer MANGE gange i døgnet 🙂 Efter en lille uge havde jeg da også åbne sår på begge to, og fældede nærmest en lille tåre hver gang jeg lagde hende til – men min svigermor som er en dygtig sygeplejerske, rådede mig til at holde ud, og hvor er jeg glad for at jeg gjorde det, for nu hvor baby A er 3 uger gammel, er det NÆSTEN hærdet, og jeg kan glad og lykkelig amme min datter.

De siger at en god og kærlig mor ikke sidder i babserne – og det er også rigtigt. Havde jeg ikke været istand til at amme, eller havde jeg givet op som mange vist også gør, så var jeg stadig en ligeså god og kærlig mor, der var skam intet der var faldet af dér. Jeg er bare rent personligt rigtig, RIGTIG glad for at jeg kan. Det lyder måske åndssvagt for nogle, men for mig var det en drøm at kunne amme. Selvom de laver modermælks-erstatning rigtig godt nu til dags (tror jeg), så har jeg bare en idé om at det er sundest for hende med min mælk. Og så elsker jeg at amme, det er så HYGGELIGT.

Jeg tror iøvrigt også jeg bliver rigtig glad for at jeg fik dem lavet dengang, når nu jeg engang er færdig med at amme 🙂

Apropos dét, så skal du hun vist have mamse nu kan jeg høre! Rigtig god lørdag allesammen <3

Det var hvad jeg nåede at pleje min, super tiltrængte, hud forleden med en dejlig muddermaske – for så ville baby A altså have mad 🙂 Jeg er vild med mor-livet. It suits me, hvis jeg selv skal sige det ♡